N.F.S. Grundtvig møder Bob D.
Skrevet den 8. februar 2010 af Jesper Øland
Vi indbyder alle læringshungrende unge til et festivaliseret kursus, der giver dig 7 dages højskole efterfulgt af Roskilde Festival, hvor læringen udføres i praksis.
Vil du gerne opleve Roskilde Festival på en helt ny måde og samtidig arbejde konkret med noget, du brænder for, så er Festivalhøjskolen måske noget for dig. Vi tilbyder netop nu seks forskellige workshops, hvor du kan afprøve din faglige kunnen og folde dine talenter ud.
Der er tale om intet mindre end en nyskabelse i såvel festival- som højskoleregi, når Roskilde Højskole den 20. juni for første gang åbner dørene til Festivalhøjskolen. Over en periode på 15 dage får du sammen med 110 andre kursister muligheden både at komme på højskole, arbejde i praksis med et område på festivalen og bagefter nyde Roskilde Festival som gæst.
Roskilde Højskole er endnu ikke bygget, så festivalhøjskolen foregår dels i nedlagte fabriksbygninger i Roskilde og på festivalpladsen under festivalens warm-up-periode, før musikken spiller fra scenerne. Festivalhøjskolen vil afspejle den bredde og variation, som Roskilde Højskole vil have i fremtiden: Vi tilbyder derfor både streetdance, event-performance, filmproduktion, journalistik, musik og retorik.
Læs meget mere på: http://www.roskilde-festival.dk/festivalhojskole
Kommentarer: