Der er et yndigt land?
Skrevet den 19. april 2009 af Asser Amdisen
I lørdags var jeg til gymnastikopvisning. Bellingegymnasterne holdt deres årlige lokalopvisning, hvor både eliteholdet med dets badutspringere og minierne med rottehaler i håret har deres plads. Min personlige interesse i forestillingen var en drønspændt seksårig med lyse krøller og strutskørt.
Spændingsniveauet og forventningerne var skruet noget op ved udsigten til et mesterstykke af smidighed og balancekunst fra familiens yngste – hun leverede skam også varen (det gør hun altid), men alligevel var det med en ubehagelig smag i munden, at jeg forlod opvisningen.
Enhver normal gymnastikopvisning starter med indmarchen. Helt tilbage i skytte- og gymnastikbevægelsens rødder var det en semi-militær øvelse, hvor bønderkarlene i stram march demonstrerede taktfasthed og disciplin, som skulle få diktatoren Estrup til at ryste for Venstres bondehær.
Ud over det særlige syn det altid er at se fireårige børn i militærmarch var det dog denne gang en helt særlig oplevelse. Normalt foregår indmarchen til festlige toner som ”Nu kommer jens med fanen” eller lignende. I år var festen blevet til en parade og tonerne mindede mere om introen til X-faktor eller Vild med dans.
Efter at faner og børn på denne måde kækt var transporteret ind i manegen blev fanerne sænket og pludseligt gjaldede en musicalsopran med ”Der er et yndigt land”. Højt, tårevædet og med hele det nationale følelsesregister i spil – og det var der jeg fik en dårlig smag i munden!
Jeg fik en fornemmelse af, at jeg var midt i et betydningsskred, som både var voldsomt og ubehageligt. Indmarchen og fanerne, nationalsangen og gymnastikken var alle sammen dele af et ritual, som historisk har sin baggrund i noget militært, men som gennem 150 års opblødning var blevet en historisk ramme om det folkelige idrætsliv.
I stedet fik den kvalmesentimentale version af nationalsangen mig til at tænke på Pia Kjærsgårds fascistoide nationalisme, på den langsomme undergravelse af borgerrettigheder under henvisning til forsvar for demokratiet, og danske soldater, der under påskud at skabe fred, fører krig i fremmede egne.
Jeg følte, at det ritual som var en del af min opvækst og min baggrund var blevet taget som gidsel i en ny nationalisme, som i bedste fald er en dårlig kopi af en amerikansk nationalisme. Folk bøjede hovederne og lignede mere en gruppe i bøn end en gruppe i fællesskab. En bøn til Danmark!
Mit Danmark er ikke et, man beder til. Det er ikke en sentimental solo, men en fællessang. Det er ikke faner der bøjes for nationen, men flag der vejrer i vinden over en fest. Fornemmelsen af, at der er nogen, der har perverteret min danskhed er jeg efterhånden vant til, men her så jeg min datter i midten af det. Jeg så hende på den dag, som hun havde set frem til. Hun havde øvet sig og glædet sig. Det var en dag hun ville huske både med hjerne og med følelserne.
Nu skal hun nok klare sig – hun fik et par timers lektion i alternative nationalitetsbegreber, men det er lidt skræmmende når guddommeliggørelsen af Fædrelandet på den måde bliver til en del af opdragelsen af vore børn.
Jeg glæder mig over, at min datter nu er ved at forlade den gymnastikforening – så må vi håbe, at vi kan finde en anden forening, der ved, at nationalsangen er en fællessang.
Kommentarer: