Maries afklaringsår - Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD)

 

Maries afklaringsår

MarieJeg hedder Marie Bergmann, er 26 år og er bachelor i Pædagogik og Uddannelsesstudier fra Roskilde Universitets Center (RUC). For tiden har jeg orlov og tager et kursus i danseteater for at få adspredelse og ideer til, hvordan det fysiske/kreative kan bruges i forbindelse med min uddannelse.
Til efteråret starter jeg på 7. semester i min uddannelse, hvor jeg håber på at blive udvekslet til Canada gennem RUC. Jeg regner med at blive færdig som 2-fagskandidat om ca. 2 år.

Lyt til Maries fortælling om højskoleopholdets betydning

Min vej fra gymnasium til videregående uddannelse

 Jeg er sproglig student fra Midtfyns Gymnasium, 2001.

Jeg ville gerne ud i verden lige efter min studentereksamen, men jeg havde brug for at tjene nogle penge først. Derfor planlagde jeg i god tid at tage til Norge for at arbejde på et højfjeldshotel som tjener og stuepige.

Efter 4 måneder i Norge rejste jeg som "backpacker" til Costa Rica i Mellemamerika i ca. 1½ måned med en veninde, og derefter sejlede vi i det Caribiske Hav i lidt over 1 måned. Rejsen varede i alt godt 3 måneder, og den gav mig indblik i, hvordan folk fra en fremmede kultur lever og tænker samt lærte mig om andre nationaliteter og måder at gøre tingene på.

Da jeg kom hjem fra rejsen, var jeg igen blevet fattig, og jeg flyttede hjem til mine forældre og fik job på et hotel på Sydfyn som stuepige og tjener.

Jeg var i tvivl, om jeg skulle tage et år mere, inden jeg startede på en videregående uddannelse. Men vidste ikke helt, hvad jeg skulle læse, og syntes, at jeg stod ret alene med det store valg. Så jeg tog på Silkeborg Højskole i efteråret 2002.

Højskoleopholdet

Jeg tog på Højskole, fordi jeg havde fået det anbefalet af forskellige venner og bekendte, og fordi jeg var vokset op i en by med en højskole, og derfor kendte til og var tiltrukket af højskolemiljøet. Men også fordi jeg var i en periode af mit liv, hvor jeg for første gang skulle tage et valg i forhold til uddannelse, som jeg følte var afgørende for resten af mit liv, og hvor jeg ikke havde noget at pejle efter. Derfor så jeg det som en mulighed for at stifte bekendtskaber med folk, som var i samme situation, og som kunne give mig nye perspektiver på min situation.

Derudover var det en mulighed for at få indblik i nogle af de fag, jeg overvejede at læse, men ikke havde valgt i gymnasiet. Sidst men bestemt ikke mindst ville jeg bare gerne opleve miljøet på egen hånd, nyde faciliteter og lærere, udfolde mig kreativt og have det sjovt.

Både de venner jeg fik, kæresten og nogle af lærerne åbnede mine øjne for flere af livets nuancer. Jeg kendte ingen, da jeg startede på højskolen, hvilket betød, at jeg havde mulighed for at blive opfattet på en ny måde altså så at sige at "skabe mig selv på ny". Dette synes jeg, at jeg fik gjort ved bl.a. at synge i et jazzband, hvilket gav mig en rolle, jeg ikke havde haft før.   

Inden jeg startede på højskolen, havde jeg overvejet at søge ind på både RUC, lærerseminariet og forskellige andre uddannelser. På højskolen talte jeg en del med lærerne om uddannelse, ikke i timerne, men bare når der lige var tid til det. Min psykologi- og filosofilærere var bl.a. gode til at fortælle om, hvordan de humanistiske fag kunne bruges, og hvilke oplevelser de havde haft i forbindelse med deres uddannelse. I øvrigt satte faget filosofi en masse tanker i gang i mit hoved om værdier og mål med livet. Jeg tror også, at den måde jeg mødte fagene på højskolen, hvor der er rum for og faciliteter til at afprøve dem i praksis, betød noget for det indtryk, jeg fik af dem.

Derudover diskuterede jeg min tvivl med mine nye venner fra højskolen.

Jeg kan ikke sige, at højskoleopholdet var det, der afgjorde mit valg i forhold til uddannelse. Men de oplevelser og snakke jeg havde på højskolen, havde helt sikkert stor betydning for, hvad jeg valgte, da opholdet lå lige inden, jeg træf mit valg.   

Mit valg

I foråret 2003 flyttede jeg til Århus med en veninde fra højskolen, hvor jeg arbejdede og tjente lidt penge til studiestart og tog et kursus i matematik på c-niveau.

I september 2003 startede jeg på RUC på den Humanistiske Basisuddannelse, dette valgte jeg fordi den åbnede mange muligheder, og indeholdte mange af de fag, som jeg syntes, var interessante. I alt havde jeg to afklaringsår, inden jeg startede på RUC.

Mit råd

Mit råd, til andre der også tænker på at tage et eller flere afklaringsår, er: "Følg impulserne - er du først sat, er det mere besværligt. Udlev dine drømme, og tag ved lære af dem". 

 

Uddannelsesguiden.dk

Logo Studievalg

Tænkt og sagt:

At leve et menneskeliv er den bestilling jeg vil lære ham.

Jean Jacques Rousseau, 1762

 

Typiske spørgsmål og svar | Ledige stillinger på højskolerne | Om hjemmesiden | Netværk | Folkehøjskolernes Forening i Danmark (www.ffd.dk)