Hvorfor vælge et højskoleophold?
Fordi du får mellem 8 og 40 ugers faglig og personlig udvikling for næsten ingen penge. Det koster kun omkring 1150 kr. om ugen at være på højskole. Læs mere nedenfor om udbyttet af et højskoleophold ...
Det du oplever på en højskole
At være på højskole er én af de mest intense oplevelser, du kan få i dit liv. Både gennem det du lærer, og de nye mennesker du møder. Det er her, du finder ud af, hvad du er god til, og hvad du brænder for.
Din hjerne vil blive udfordret med nye tanker og idéer. Du vil blive hørt og set. Og pludselig føles et par måneder som et helt år, hvor du er blevet modigere, mere dig selv, har fået flere venner og mere styr på fremtiden end før, du tog af sted.
Det du lærer på en højskole
At gå på højskole er at lære noget nyt hver dag. På en højskole er der ikke nogen skarp opdeling mellem undervisning og fritid. Du skal selv vælge, hvilke fag du vil have, og hvad du vil lære. Der er hverken et pensum eller karakterer, du skal leve op til. Alligevel vil du sikkert suge mere viden til dig, end du før har prøvet.
Lærerne underviser i det, de brænder for, og er derfor inspirerende og nærværende. De behandler dig som et voksent menneske og er også gode at tale med om studieretninger, eller om hvordan du kan bruge det, du er god til.
Det du får ud af et højskoleophold
Et højskoleophold er en god forberedelse til alle studier. Samtidig er det også et frirum til at finde ud af, hvad du vil. Hvis du allerede har en idé om, hvad du vil bruge din fremtid på, kan du bruge et højskoleophold til at komme ind på drømmeuddannelsen.
Mange højskoler tilbyder studieforberedende fag som forberedelse til optagelse ved f.eks. Politiskolen, journalisthøjskolen, kreative og musiske uddannelser, pædagoguddannelser og specifikke fag på universitetet.
Sådan bor du på en højskole
På næsten alle højskoler kan du vælge at få dit eget værelse. Men de fleste synes, det er hyggeligt at bo på værelse sammen med en anden.
Du skal ikke tænke på mad, det bliver lavet til dig hver dag og er med i prisen. Men du skal selv være med til at få højskolen til at fungere sammen med dine medstuderende. Du vil blive en del af et fællesskab, hvor man hjælper hinanden, respekterer hinanden og holder sammen.
Så lang tid varer et højskoleophold
Et langt ophold varer minimum 8 uger og helt op til 40 uger. På et langt ophold vælger du et par hovedfag og nogle sidefag. De lange kurser begynder som regel om foråret eller efteråret.
Prisen er ca. 1150 kr. om ugen for et højskoleophold. Læs mere om priser her