Højskolebladet

Den svære balancegang

Andreas Harbsmeier — Thu, 11 Mar 2010 15:37:39 GMT

Hvem skal befolke de danske højskoler? Den nye undervisningsminis- ter Tina Nedergaard siger i et interview i dette nummer af Højskolebladet, at højskolernes fornemste opgave er, at være der for dem, man kunne kalde de lidt svagere unge. Dem, der er i fare for ikke at gå videre i det kompetencegivende uddannelsessystem. Og det leder jo videre til spørgsmålet om, hvem højskolernes målgruppe egentlig er. For alle højskoler vil gerne have mange elever, spørgsmålet er bare hvilke elever. Som skoleform står højskolerne mellem på den ene side at skulle finde politisk legitimitet ved at tage socialt ansvar for særlige grupper af unge, som undervisningsministeren siger – og på den anden side at markedsføre sig selv i forhold til den primære målgruppe, nemlig 4. g’erne fra middelklassen, der godt kunne tænke sig et halvt års tid på højskole med liv og glade dage og faglig inspiration, før de starter på en videregående uddannelse. Ideelt set er der ingen modsætning mellem de to målgrupper. For det må være en forudsætning, at højskolernes største elevgruppe er dem med overskud og de bedste forudsætninger. Ellers havde man ikke meget at tilbyde de elever, der tilhører den svagere gruppe. Men i praksis kan det være en vanskelig balanceakt. Højskolerne over en bred kam dækker hele spektret, men ser man på de enkelte højskoler, har de meget homogene elevgrupper. Hvis højskolen fortsat skal være et af de få tilbageværende steder, hvor man faktisk møder nogle, der er anderledes end en selv, er det nødvendigt at tænke i bredere målgrupper. Hvis ikke må man fortsat arbejde med to forskellige dagsordner: en der skaffer politisk legitimitet, og én, der skaffer elever.

Få forsker importeret til din højskole

Andreas Harbsmeier — Thu, 11 Mar 2010 13:47:50 GMT

Indtil den 31. marts kan man bestille en forsker, som, hvis man betaler dennes transport, ganske gratis kommer ud til hvor end man befinder sig – fx på en højskole – og deler ud af sin viden. Det er igen i år Videnskabsfestivalen Forskningens Døgn, som yder denne service. Det eneste krav er, at man er en forsamling på mindst 15 mennesker. Forskningens Døgn henvender sig til alle nysgerrige – børn og unge –såvel som voksne. Dette år har festivalen tre områder, som forskerne er repræ¬senteret inden for – jordskælvet i Haiti, middelalderens mørke myter og madens betydning for hjernen. Selve Forskningens Døgn foregår den 22., 23. og 24. april, hvor der vil være omkring 250 arrangementer med fokus på forskning fordelt over stort set hele landet. På www.forsk.dk kan man se hvilke forskere, man kan få besøg af samt tjekke kalenderen for andre arrangementer. /cp

Sang på Riget

Andreas Harbsmeier — Thu, 11 Mar 2010 13:47:50 GMT

Hvis du efterlyser sangaftener og bor i hovedstadsområdet, er her et godt tilbud. I løbet af 2010 vil der være flere aftener i Rigshospitalets forhal, hvor en kendt person vil agere vært og fortælle lidt om sig selv, hvorefter der, efter værtens valg, skal synges en række sange fra Højskolesangbogen. Næste aften er den 13. april, hvor overlæge Gunhild Waldemar er vært. I løbet af året kan bl.a. også Hanne-Vibeke Holst og Georg Metz opleves. Bag projektet står Thomas Emil Jensen samt Rigshospitalets Kirke og Patienthospitalet. Ifølge Thomas Emil Jensen henvender arrangementet sig ikke kun til dem, der er patienter eller arbejder på Rigshospitalet, men i lige så høj grad til folk, som ikke har noget med hospitalet at gøre. ”Oftest kommer man kun på Rigs¬hospitalet, hvis man er syg eller har pårørende, som er syge. Derfor er der tit en dårlig og trist følelse forbundet med Rigshospitalet. Gennem disse sangaftener kan man opleve en anden side af hospitalet. Derudover giver det også patienterne mulighed for at møde de ansatte i øjenhøjde, hvilket ellers kan være svært, når man ligger i en hospitalsseng og er syg.” For at se hvornår de næste arrangementer finder sted, kan man se nærmere på Rigshospitalets kalender, http://www.rigshospitalet.dk/topmenu/Nyheder+og+presse/Kalender/, eller på facebookgruppen, ”Sangaftner på Rigshospitalet”. /cp

Højskolernes nye minister

Andreas Harbsmeier — Thu, 11 Mar 2010 13:47:49 GMT

Kan det blive bedre end Bertel? Landets nye undervisningsminister, Tina Nedergaard, taler varmt om højskolens rolle Af Andreas Harbsmeier I højskolemiljøet kan der godt opstå en vis ængstelse, når der er optræk til ministerrokade. Hvem bliver ny undervisningsminister, og hvilken rolle ser han eller hun højskolerne spille? Med Bertel Haarder har højskolerne gennem længere tid haft en decideret højskolemand som minister. Her kunne man være nogen¬unde sikker på, at der i mindste var forståelse for den særlige skoleform, som højskolen er. Det kunne vel ikke blive meget bedre. Da valget i slutningen af februar faldt på Tina Nedergaard fra Venstre, var der nok nogen, der spurgte sig selv, hvem er det? Men den nye minister bekendte sig allerede ved sin tiltrædelse til den samme grundtvigske tradition som Haarder. Men hvad mener hun om uddannelse og højskolens rolle. Højskolebladet har spurgt ind til Nedergaards syn på højskolerne. Hvilken rolle ser du højskolerne spille nu og frem over? ”Folkehøjskolerne har jo været meget afgørende for, at vi har det samfund, som vi har i dag. Det, at almindelige folk fik læring og dannelse og blev bevidste om betydningen af at tilegne sig viden – har folkehøjskolerne spillet en meget stor rolle i. Det er jo historisk betragtet. Men med et så omfattende et offentligt uddannelsessystem, som findes i dag, så skal vi man hele vejen rundt også tage ansvar for, at der er en bevidsthed omkring læring. Men det ændrer jo ikke på, at højskolen fortsat kan spille en rolle på netop det område. Det kan man blandt andet se på de ændringer, der skete på højskoleområdet i 2006, hvor man i højere grad begyndte at se højskolen som en del af paletten af muligheder for unge mennesker og i højere grad gik ind på samarbejde med de kompetencegivende uddannelser. Og i langt højere grad går ind og påtager sig et bevidst ansvar for også at få unge, der ikke er i udsigt til ikke at få en uddannelse, bedre i vej. Og det synes jeg bygger fuldstændig oven på den ånd, som højskolen er rundet af. Jeg ser absolut højskolens rolle som væsentlig – og i øvrigt også som styrket under denne regering ved, at vi lagde de elementer ind, der også gør, at de unge mennesker – når man taler med dem, efter at de har været på højskole – også har en stor lyst til at gå videre med en uddannelse bagefter. Det er en meget fornem opgave.” Højskolens rolle Så du ser højskolerne byde endnu mere ind i forhold til samarbejdet med de kompetencegivende uddannelser? ”Ja, og at man også bidrager til en afklaring hos den unge. Og at man ser på, hvilke kompetencer, det unge mennesker har med sig – og giver dem en vejledning i forhold til at komme godt i gang med en uddannelse. Et højskoleophold er, som jeg ser det, meget givtigt. Men det er jo ikke en uddannelse, der kan stå alene. Jeg mener, at højskolerne kan fylde rigtig godt op i bagagen hos det unge menneske, der så kan gå styrket videre. Man kan fylde på i bagagen på mange forskellige måder. Selvfølgelig inden for områder som læring og dannelse, men det kan jo også være i forhold til det unge menneske, der egentlig har det rigtig skidt, og som har brug for et lidt andet rum, som han eller hun kan udvikle sig i og gøre sig klar til uddannelse i. Det har jeg både erfaret og hørt er noget, som unge mennesker efterspørger. Men jeg vil også gerne sige det sådan, at et højskoleophold er forberedende – ikke kun til videre uddannelse, men også til resten af ens liv. For der er ikke nogen tvivl om, at det samfund, vi har om ti og tyve år, vil stille endnu større krav til befolkningen, selv om jeg synes, at kravene er hårde nok i dag. Dels fordi der er en mindre arbejdsstyrke – vi skal præstere noget mere, og dels fordi det er og bliver vigtigt, at man har en bred vifte af personlige kompetencer, der gør, at man kan håndtere de meget store opgaver, der ligger forude. Og her kan højskolen i høj grad spille en rolle. Men jeg må selvfølgelig også sige, at højskolen ikke er en forudsætning for at tilegne sig personlig og kreative kompetencer. Ellers havde jeg jo lidt et problem selv.” Så der findes altså også fornuftige mennesker, der ikke har gået på højskole? ”Jeg kan godt komme på nogle eksem¬pler… Højskolen er en rigtig god mulighed for nogle, men ikke for alle. Det, jeg oplever, er, at det er folkehøjskolen også meget opmærksom på selv. Det er ikke mit indtryk, at højskolerne er en del af mit ministeriums område, der har imperialistiske ambitioner om at fylde mest muligt. Sådan oplever jeg det slet ikke. Realkompetence På mange uddannelsesinstitutioner anerkender man principielt realkompetencer i optagelsen, men i praksis aner de ikke, hvordan håndterer vurderingen? Hvordan stiller du dig i forhold til realkompetence¬begrebet? Generelt er det sådan, at vi godt kan blive bedre til at styrke merit og anerkende det, man har med andetsteds fra. Det er noget, jeg vil arbejde meget med, og noget min forgænger også var meget optaget af. At smidiggøre de processer, sådan at tvivlen i højere grad kommer den unge til gode. Det er noget, jeg vil arbejde videre med. Og jeg vil gerne drøfte med højskolerne, hvordan vi kan arbejde videre med det felt. Politisk set vil jeg gerne sende det signal, at når højskolerne har lavet en realkompetencevurdering og sender det unge menneske videre, må de modtagende institutioner også være opmærksomme på, at det må være til gavn for alle at anerkende de reelle kompetencer.” Sabbatår er i orden Hvordan forholder du dig til det såkaldte” fjumreår”?”Jeg vil godt sige med det samme, at det ikke vil være muligt at finde et citat fra mig, hvor jeg siger ’fjumreår’. Så vil det i hvert fald være for at nedgøre ordet. Jeg har faktisk selv haft et sabbatår – man skal jo passe på, hvad man siger… Hvis man nu tager til og med gymnasiet, så er det mange år at fylde op med undervisning og fremmøde hver dag. Sabbatåret kan jo være det år, som gør, at når man så går i gang med sin videregående uddannelse, har man fået blod på tanden igen og har fået generhvervet den selvdisciplin, der siger, at den skal passes. Det er jo rigeligt stort frafald på de videregående uddannelser. Så hvis et sabbatår kan redde det, så man også bliver mere bevidst om sit valg og bevidst om, hvad det kræver at være i det fællesskab, en undervisningsinstitution er. Det kan godt være, at man ikke har mødepligt på et universitet eller på en professionshøjskole – bortset fra det første år – men der ligger et socialt ansvar i forhold til den læring, der er. Sådan nogle ting er vigtige at lære.” Bertel Haarder blev på et tidspunkt citeret for at sige, at et år var i ok, hvis man vidste, hvad man ville, og to år var dumt og tre år torskedumt. Hvad ville din version af den udtalelse være? ”Jeg vil sige det lidt anderledes. Jeg tror, at det første sabbatår kan være nødvendigt, netop når man ikke ved, hvad man vil bagefter. Og det andet år kan også nogle gange opstå ufrivilligt. Fordi, når beslutningen skal træffes, så ender det med, at man får startet lidt og så hurtigt stopper igen. Og inden man får set sig om, så er der gået to år. Og det er derfor, jeg synes, det er så uhyre vigtigt, at vi har styrket vejledningen generelt i uddannelsessystemet. Noget af det første, jeg gjorde som minister, var at sende et stort vejledningsforslag i høring. Hvis man er kommet ud i et tredje sabbatår, så er det ikke dumt af den unge, så er det os andre, der har svigtet. Det, der sker, når man kommer ud i et tredje år, er, at så begynder gennemførselsmuligheder for den videre uddannelse at blive sværere. Men hvis der er nogle mennesker, der kan leve af at spille lidt musik i tre år, så fred være med det. For det er jo en lillebitte gruppe. Hvis der på et tidspunkt skulle komme en stor gruppe, der holder tre sabbatår, så vil jeg begynde at kalde det noget andet. Så vil jeg kalde det spildår. Der bliver det spild af den unges ressourcer. Det skal der jo tages hånd om på en helt anden måde. Det er ikke en stor dagsorden for mig at tale negativt om det, de unge vælger at gøre, når de gør noget andet, end det, vi gerne vil have dem til. Min målsætning som minister bliver meget at tale de ting op, der er af muligheder for dem, så de også får lyst til at gå i gang med det. Vi skal huske at sige, at vi har nogle gode folkehøjskoler, og vi skal huske at sige, at vi har nogle gode erhvervsuddannelser. Vi skal passe på ikke selv at tale vores skoleuddannelelsesmuligheder ned. Højskolens målgruppe Der kommer mange forskellige unge på højskolerne. Langt den største del kommer fra middelklassen og har sådan set de bedste forudsætninger for at klare sig godt – også i det videre uddannelsessystem. Så er der en mindre del, der af den ene eller den anden grund har vanskeligere ved at klare sig i uddannelsessystemet og har brug for den sociale og faglige afklaring, som en højskole kan give. Det lyder på mig, som om du taler mest om den sidste gruppe i forhold til højskolens rolle. Hvad med den første? Jeg skal ikke være smagsdommer for den gruppe, som vi taler om nu. Der er jo også en betydelig egenbetaling for et højskoleophold. Den gruppe bidrager også selv til læringen. Jeg synes, det er svært at stille sig til dommer over for nogle, som ikke har et dybfølt behov. Det kan godt være, at de har et behov, der formelt set ikke er så afgørende som de andres, men jeg agter ikke at røre ved højskolernes målgruppe. Og til det mere formelle. Højskolerne er sammen med de øvrige frie skoler under deres egen lovgivning. Hvordan ser du på den form? Den skal fastholdes. Det er der ingen tvivl om. Det er en helt anden måde at køre skole på. Og den støtter jeg varmt som et supplement til det andet. I højskolen har man en lige prioritering af undervisning og samvær. Hvordan ser du højskoleformen – netop som en kombination af det faglige og det sociale? Det er et godt supplement. Og grunde til at jeg selv nævnte det før, er at det er det bevidste valg af folkehøjskolen, der er vigtigt. Der er jo ingen, der er interesseret i, at højskolen bare bliver til en opbevaring for unge, fordi det lyder rimelig hyggeligt. Det kan hverken vi i regeringen eller skolerne være interesserede i. Men en del af læringen er netop at kunne indgå i det sociale fællesskab, og det kan bruges rigtig mange steder – ikke mindst på den efterfølgende uddannelse. Den danske befolkning har den styrke, at den faktisk er ret kreativ. Vi er gode til samarbejdsrelationer. Det er en af grundene til, at vi jo trods alt klarer os godt i det danske samfund. Tina Nedergaard Født 1969. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Århus Universitet i 1997 og blev student fra Hobro Gymnasium i 1988. Arbejdede først som programdirektør i IUC-Europe 1997-98 og siden som konsulent i Dansk Arbejdsgiverforening 1998-2002. Blev valgt ind i Folketinget for Venstre i 2001. Undervisningsminister fra mandag d. 23. februar. Før det var hun IT- og telepolitisk ordfører, uddannelsespolitisk ordfører, fødevareordfører og forbrugerpolitisk ordfører og senest finanspolitisk ordfører. Undervisningsministre gennem 20 år Undervisningsministerposten har de seneste tyve år kun været et embede for radikale og venstre-folk. Kilde: Undervisningsministeriet Tina Nedergaard (V), 2010-? Lidt overraskende var det, at Venstres finanspolitiske ordfører skulle blive undervisningsminister. Men hendes fortid som uddannelsespolitisk ordfører og store engagement særligt i erhvervsuddannelserne, kan hun meget vel gå hen og blive en god samtalepartner for højskolerne. Som noget af det første bekendte hun sig til den samme grundtvigske tradition som sin forgænger. Bertel Haarder (V), 2005-2010 Bertel Haarder var kendt som kompetente, hårde – og til tider forhadte – undervisningsminister i 1980erne. Men hans tilbagevenden til posten i 2005 ændrede noget på dette billede i retning af en blødere politiker, der kunne skabe ro på de områder, han havde ansvaret for. For højskolerne var han igen med sin egen baggrund en god samtalepartner, der ofte talte højskolernes sag. Ulla Tørnæs (V) 2001-2005 Gjorde ikke det store væsen af sig i højskolesammenhænge – eller i øvrigt. Margrethe Vestager (B) 1998-2001 Er i denne sammenhæng ikke så interessant, da højskolerne i hendes periode lå under kulturministeriet. Ole Vig Jensen (B), 25. januar 1993-1998 Ole Vig Jensen var i udgangspunktet en ven af højskolerne, men vil alligevel i højskolesammenhænge nok mest blive husket for at gennemtrumfe den omstridte – og skulle det senere vise sig – grundlovsstridige særlov om Tvindskolerne. Ole Vig Jensen blev i 1998 kulturminister – med den betingelse, at han fik højskolerne med sig over i det nye ministerium. Bertel Haarder, (V) 10. sept. 1982-1993 Kommer ud af en højskolefamilie og er opvokset på Rønshoved Højskole. Det gjorde Haarder til en interessant figur i højskolesammenhænge. Som minister gjorde han sig dog mest bemærket på universitets- og folkeskoleområdet, hvor en række nedskæringer gjorde ham til en omstridt figur.

I sundhedens navn

Andreas Harbsmeier — Thu, 11 Mar 2010 13:47:49 GMT

Hvem er det, de andre børn ikke vil lege med? Det er de fede børn. For overvægt repræsenterer alle de forkerte værdier i vores samfund, hvor fokus på kroppen har antaget en nærmest religiøs karakter. Og det er ikke sådan at slippe uden om, for vi går altid frem med kroppen forrest i de møder, hvor der er noget på spil, forklarer sociologen Nanna Mik-Meyer Af Ida Ebbensgaard De dage, tophistorien på tabloidavisen b.t. handler om kolesterol, kræft eller slankekure, stiger oplaget mærkbart. Sundhedskoncepter som ”Kernesund Familie” og ”10 år yngre på 10 uger” har fået en væsentlig del af befolkning til at skippe mælk, gluten og tilsætningsstoffer i kosten – i hvert fald for en tid. At sætte kryds i rubrikken ‘ryger’ er snart en socialt stigmatiserende handling. Aldrig har der været så meget fokus på kroppens, den udseende, dens funktioner og ikke mindst, hvad vi dagligt tilbyder den af mad og drikke. For kroppen, den sunde krop, motion, fitness og en sund levestil er blevet rettesnor for det korrekte liv i 2010. Sociologen Nanna Mik-Meyer, lektor på Copenhagen Business School, forsker i vores forhold til sundhed, og hun ser tydeligt, at der er kommet langt mere fokus på sundhed de senere år. ”I dag er det gode liv blevet lig med det sunde liv. Sundhed er blevet en værdi, der overskygger alle andre værdier. Og den sunde krop er slank. Tidligere kunne man sige, at den slanke krop var den pæne krop. Men nu er den også blevet den sunde krop, som signalerer en rigtig livsstil. Og det selvom det rent faktisk er langt farligere at være inaktiv end at være overvægtig. Alligevel handler det om et rent æstetisk udtryk – om kroppen er pæn og slank”, siger hun. Det er jo et klassisk ideal, en sund sjæl i et sundt legeme – er det ikke glimrende? ”Det er jo det, der gør sundhed både problematisk og interessant. Det er jo svært at mene, at det er forkert at spise sundt og motionere, når nu man ved, at man faktisk kan holde sygdomme på afstand. Men problemet med vores forhold til sundhed er, at det er blevet for radikalt”, siger hun: ”Det hænger blandt andet sammen med de værdier, vi har i det nyliberale samfund, vi lever i i dag: Værdier som at tage ansvar, at evaluere sig selv, alle selvledelsesteknikkerne, hvor staten ikke skal lede borgerne, men pode den rette moral ind i borgerne. Holder man alle disse værdier op mod den overvægtige krop, så bliver den overvægtige krop enorm provokerende, fordi den signalerer, at man ikke kan tage ansvar og ikke har kontrol over sig selv.” Det med kontrol – det må være et stærkt nøglebegreb. Hvis man ser på teenagerne, der har ufattelige mængder af valgmuligheder foran sig, er deres fokus på sundhed så ikke et udtryk for, at det er et område, som de selv kan styre? ”At have kontrol over sit liv i en række sammenhænge et positivt begreb. Men for teenagepigerne kan det blive en sygelig proces at spise sundt, at have kontrol. De kan ikke have en pose havregryn uden at tjekke, hvor mange kalorier, der er i. Og så kan det kamme over og blive en sygdom, fordi det forhindrer dig i socialt samvær, for eksempel at undlade at gå til en middag, hvor du ikke kan kontrollere helt ned i detaljen, hvad du spiser. Og man skal jo huske, at måltidet er et socialt omdrejningspunkt i den vestlige verden”, siger hun. Hvem bærer skylden? Noget, de unge piger læser, er modebladet Cover. Jeg rækker Nanna Mik-Meyer et eksemplar. Hun åbner og ser på modereportagerne, meget cutting-edge, vild make-up og det absolut mest tjekkede tøj i København. Hvor stor skyld har modeverdenen i det hele? ”Modeverdenen har jo stort set altid hyldet den slanke krop og kvinden. Det er klart, at når man er i en periode, der har meget stort fokus på kroppen og sundhed, så spiller moden ind som forstærkende faktor. For hvor går grænsen mellem at være sund og normal og være i balance – og så at tilhøre en sygdomskategori som anorektikere?” Nanna Mik-Meyer peger ned i bladet: ”Sådan én som hende her er jo rigtigt tynd. Hvis man så hende uden tøj, ville man nok sige, hun havde anoreksi. Men den grænse er modeverdenen med til at gøre mindre tydelig. For når de ekstremt tynde modeller træder frem for os som den ideelle kvindekrop, er det svært at overbevise vores døtre om, at de piger rent faktisk er for tynde.” Nanna Mik-Meyer bladrer lidt videre. ”Hende her er også meget tynd”, kommenterer hun, men holder så en kort pause: ”Der har altid været billeder som dem, vi ser her. Men de er blevet et problem i en tid, hvor vi i forvejen har et problem med at sætte en grænse mellem at have et sygeligt forhold til mad og et sundt forhold til mad. Modellerne træder frem som den ideelle krop, men samtidig ligger de inde over det, man godt kunne kalde den syge krop, fordi de simpelthen er for tynde.” Den skærpede fokus på kroppens udseende er ikke noget, der først vækkes til live i teenageårene. Det sætter ind langt tidligere, forklarer Nanna Mik-Meyer: ”Overvægtige børn har svært ved at finde legekammerater. Der bliver lavet undersøgelser, hvor man sender billeder ud til tredjeklasser, som så skal svare på, hvem de helst vil lege med. Her kommer de tykke børn ind på sidstepladsen. Børnene vil hellere lege med en, der sidder i rullestol end med et overvægtigt barn. Det er jo meget interessant. Du er jo rent faktisk tarvelig som forælder, hvis du ikke sørger for, at dine børn er normalvægtige, for det får så store konsekvenser for dem. Og det er jo nødvendigt at forholde sig til den hverdag, der eksisterer”, siger hun. Cover-bladet bliver lagt væk, i stedet bliver bordet langsomt fyldt op med nogle forskellige madvarer, jeg har medbragt til interviewet. En hvidgul pastinak. Økologisk fuldkornsspaghetti. Hjemmelavet mirabellemarmelade. Men også et glas Nutella. Og en sølvgrå dåse med energidrikken Red Bull: ”Det er sådan noget, jeg vil lære mine børn ikke at drikke”, lyder det, mens pastinakken mødes af et ”Ja, den er fandeme sund!” Nutella – er det sindbilledet på vores fjende? ”De, der går meget op i, hvad de spiser, spiser i hvert fald ikke Nutella. Hverken dem, der er optaget af at være sunde i forhold til, hvad produktet indeholder, men i særdeleshed de kropsforskrækkepde, der er bange for at spise bare ét gram fedt for meget. Men Nutella findes i mange hjem, vi har den også derhjemme i perioder. Så skulle du hellere tage de ristede løg! Det er en synder, og det ved jeg, fordi mine børns venner fra akademikerhjemmene i København elskede at få hjemmelavet burger hjemme hos os, da de var små - fordi hos os var der ristede løg! Det er virkelig en markør af, hvor vi befinder os i samfundet, og der faldt vi helt igennem med vores ristede løg og vores tuberemoulade”. Hjemmelavet marmelade Jeg rækker Nanna Mik-Meyer glasset med marmelade, fremstillet af min svigerindes mor og beder hende forklare, hvad marmeladen signalerer. ”Hun har formentligt lavet det rent uden tilsætningsstoffer. Der er også en kobling mellem at leve godt og sundt og så det hjemmelavede, hvor man selv plukker frugterne ned af træet. Når jeg for eksempel laver min egen hyldeblomstsaft, så føler jeg mig som en bedre mor, fordi der går tid til det. Og det er jo ved gud ikke kun, fordi det smager godt, for går du ned i en øko-butik og køber noget af deres gode hyldeblomstsaft, så smager det fuldstændig ligeså godt. Men man har taget sig tid til produktionen i et samfund, hvor man har lidt tid. Og ved at lave tingene selv er man med i et mere overordnet perspektiv med til at holde forurening nede.” Der er altså også ideologi i det. Faktisk har der været tale om, at sundhed har fået en næsten religiøs karakter. Mener du, det er rigtigt? ”Ja, det er helt klart. Man taler om sundhed som vestens nye religion. Hvis du kan tale i sundhedens navn, så taler du i det godes navn. Du har større gennemslagskraft, hvis dine argumenter kan kobles til en sundhedsdiskurs. Det svarer jo til, at man tidligere kunne tale i religionens navn og argumentere i religionens diskurs, så havde dine argumenter større vægt. Når en leder af en virksomhed indfører nye tiltag på arbejdspladsen og argumenterer for dem i sundhedens navn, så kan man ikke modargumentere, ikke synes, at det er en dårlig ide. Sundhed bliver et trumfkort i enhver argumentation”. Men bliver sundhed ikke mere en værdi på niveau med penge end med religion? I religion er der jo også knyttet et højere åndeligt niveau. ”Men der er også meget spiritualitet i sundhed. Når man går ind i visse sundhedsbutikker, er det nærmest som at gå ind i et meditationscenter. I rigtigt mange sundhedstilbud er der en kobling til spiritualitet. I hele udtrykket og brandingen ligger en ide om det samfund, vi gerne vil have”, siger Nanna Mik-Meyer og tager fat i den pakke økologisk fuldkornsspaghetti fra Urtekram, der ligger på bordet. ”Vi vil for eksempel gerne forurene mindre. Det er jo en tanke, der går ud over det enkelte produkt. Her er den enkelte med til at sikre, at verden er sund, at verden er god. På samme måde som i religion rækker det udover individet. I det koncept, der hedder ”En Kernesund Familie”, vil du garanteret kunne finde links til yoga og lignende. Og fred med det – men det er klart, at der eksisterer en tæt kobling til andet og mere end bare at spise sundt.” Den overflødige krop Kroppens velvære og sundhed dyrkes, og det vel at mærke i en tid, hvor kroppen bliver stadig mere overflødig som arbejdsredskab. Meget fysisk arbejde erstattes af vidensarbejde. Også de med meget social kontakt flytter væk, over på for eksempel internettet. Er der ikke et paradoks mellem, at man fokuserer mere og mere på kroppen, men samtidig bliver kroppen mindre vigtig i arbejdslivet og det sociale liv er medieret gennem internettet? ”Du kan have ret i, at man ikke i alle tilfælde behøver at mødes længere. Men jeg synes alligevel ikke, at det holder. For selv i et vidensjob har man rigtigt meget fysisk kontakt. Bare jeg tager elevatoren herop, starter jeg jo med at hilse på sekretæren. Hver eneste gang, jeg skal træde i karakter som det sociale væsen, jeg er, er det stadigvæk kroppen, der er forrest. Vi er i høj grad eksponeret over for vores krop hele tiden. Vi kan også mærke, hvordan folk læser os.” Men du kunne jo godt passe dig arbejde fint, selvom du havde et skyhøjt BMI, body mass index? ”Ja, men pointen er, at hvis du er tyk og møder de fordømmende blikke, så sætter det sig meget, meget stærkt. Hver gang de overvægtige bliver konfronteret af andres blikke, kan de føle – og måske også mistolke – hvor meget andre interesserer sig for deres vægt. De føler ikke, at man som overvægtig kan spise en is på gaden. Vi vurderer jo hinanden ud fra et førstehåndsindtryk. Mange af de overvægtige fortæller, at de kan mærke, at når de søger job, oplever de et suk, når de kommer ind. Fordi kroppen bliver forbundet med alt muligt negativt, for eksempel at man ser doven ud,” siger hun. Lars Henrik Schmidt har sagt, at han møder lige så mange mennesker på et år, som hans bedstefader mødte på et helt liv. Så der er også mange møder. ”Ja, og det er fysisk interaktion. Vi møder masser af mennesker hele dagen lang. Og du er jo på hele dagen. Så det fysiske møde er stadig helt centralt, selvom vi er omgivet af teknologi. Vi former os selv, også på nettet, men det er i det fysiske møde, der er noget på spil. Her er vores krop, hvordan den tager sig ud, og hvordan tøjet sidder på den, helt afgørende. Identiteten skabes jo i mødet med andre mennesker. Det er her, vi for alvor bliver prøvet. Og i de møder har vi altid kroppen forrest.”

Kunsthøjskole fundraiser til nyt værksted

Jakob Bonde Rasmussen — Thu, 11 Mar 2010 13:43:13 GMT

Danmarks mindste højskole, Ærø Højskole, der har plads til 37 elever, håber snart på at kunne gå i gang med at bygge til. Det er dog ikke fordi, skolen ønsker at udvide elevtallet i første omgang. De vil derimod gerne forbedre skolens værksteder, da flere aktiviteter er nødt til at foregå udenfor, som det ser ud nu. Derfor har skolen fået lavet en forslag til udbygningen fra arkitekten Simon Hvidt. Det har resulteret i, at skolen har fået en million kroner af Fonden Realdania. Men det er ikke nok, hvis drømmen om en tilbygning skal realiseres. Bygningen kommer til at koste 3,3 millioner, og skolen vil først sætte byggeriet i gang, hvis de får endnu en million i støtte andetsteds fra.

Tredje gang er lykkens gang

Jakob Bonde Rasmussen — Thu, 11 Mar 2010 13:43:13 GMT

Februarnummeret af Højskolebladet berettede, at Køng Højskole var til salg, og at der blev vist interesse for skolen fra flere forskellige sider. Det er nu faldet sådan ud, at skolen er blevet solgt til to partere. Det nærliggende Vestfyns Gymnasium er blevet indehaver af hallen, mens de gamle højskolebygninger er solgt til Køng Friskole, som siden konkursen af høj-og friskolen har lejet sig ind i bygningerne. Siden skolen blev sat til salg i december, har de budt på den to gange, men det var altså først tredje gang, at buddet var højt nok. Nu har friskolen planer om, at elevværelserne skal laves om til klasselokaler, og på lang sigt håber de at kunne åbne både børnehave og vuggestue på stedet. Det fortæller skoleleder, og tidligere højskoleforstander, Peter Bendix Pedersen, til Fyens Stiftstidende.

Ny minister bekender sig til grundtvigsk tradition

Jakob Bonde Rasmussen — Thu, 11 Mar 2010 13:43:13 GMT

"Vi tilhører ikke alene samme parti, men også samme tradition. Vi er begge grundtvigianere, og det tager jeg med mig ind i ministeriet," sagde den nyudnævnet undervisningsminister Tina Nedergaard med henvisning til hendes forgænger Bertel Haarder. Der er altså grund til at tro, at der er lige så meget "højskole-Venstre" i Nedergaard som i forgængeren. Hun har tidligere være uddannelsespolitisk ordfører og har særligt beskæftiget sig med erhvervsskole-området.

Er højskoleånden i fare?

Jakob Bonde Rasmussen — Thu, 11 Mar 2010 13:43:13 GMT

I en forsidehistorie i Jyllands-Posten fortælles det, at højskolerne har markant fremgang. Den nye undervisningsminister siger, at det skyldes lovændringerne fra 2006, der muliggjorde, at højskolerne kunne samarbejde med det formelle uddannelsessystem. Forstander for Testrup Højskole er ikke enig i den vurdering. Han ser i stedet højskolernes fremgang som udtryk for øget interesse for højskoleformens egenart - og ser en fare i tilnærmelsen til det formelle uddannelsessystem. Debatten fortsætter på Jyllands-Postens hjemmside

De lukkede højskoler i fremtiden

Jakob Bonde Rasmussen — Thu, 11 Mar 2010 13:43:12 GMT

Først i januar måned offentliggjorde Haslev Udvidede Højskole, at de ikke kunne samle nok elever til at fortsætte højskolen, og sidenhen er det lokalt blevet diskuteret ivrigt, hvad skolen skulle bruges til. I Sjællands Tidende foreslog byrådskandidaten Ghita Østenby, at skolen fremover skulle huse en folkeskole, mens andre har foreslået, at bygningerne skal bruges til asylcenter. Og i Græsse Bakkeby, hvor debatten om lukningen af Kunsthøjskolen Thorstedlund finder sted, er det netop blevet foreslået, at skolen skal huse unge asylansøger. Frederikssunds Amtsavis fortæller, at Røde Kors har modtaget en henvendelse fra skolen og skal i løbet af de næste par uger inspicere skolen for at vurdere, om den er egnet. Lad os ikke håbe, at det medfører lige så meget modstand fra naboerne, som den tyrkisk-kurdiske efterskole gjorde. I Nordjylland er Støvring Højskole fra årsskiftet blevet overtaget af Rebild Kommune, men det er endnu ikke sikkert, hvad skolen i fremtiden skal bruges til. Det beretter Nordjyske Stiftstidende Himmerland. Der er interesse fra en skolekreds, som ønsker at lave en sportsefterskole, men borgmester Anny Winther, siger til avisen, at hun tror, der er flere, som er interesseret i bygningerne. Også Køng Højskole er blevet eftertragtet, efter den konkursramte højskole lukkede. Op til flere har vist stor interesse for skolen – og især skolens haller – der er en mangelvare på egnen. Køng Idræts¬højskole, som lå i sammenhæng med højskolen, håber at kunne starte skolen op igen, men også Vestfyns Gymnasium og Glamsdalens Idrætsefterskole mangler haller, hvorfor de har budt på skolen med det for øje.

Brand i forstanderbolig

Jakob Bonde Rasmussen — Thu, 11 Mar 2010 13:43:12 GMT

Vrå Højskoles forstanderbolig brød i torsdags i brand. Under indtagelse af aftensmaden på højskolen fik nogle elever pludselig øje på, at der stod røg op fra forstanderboligens tag. Det viste sig, at husets første sal brændte, og bandvæsenet blev straks tilkaldt. Før de ankom, forsøgte skolens pedel at redde forstanderparrets hund, som lå i soveværelset i det brændende hus, hvilket desværre ikke lykkes. Selvom branden ret hurtigt kom under kontrol efter brandvæsenets ankomst, er næsten hele første sal totalskadet og resten af huset røgskadet. Derfor har forstanderparret været nødt til at flytte i en pavillon opsat i haven ved siden af huset, indtil det er færdigrenoveret. Politiets teknikere har fastslået, at årsagen til branden skyldes en kortslutning af nogle ledninger.

Roskilde Højskoles første kursus til sommer

Jakob Bonde Rasmussen — Thu, 11 Mar 2010 13:43:11 GMT

Roskilde Højskole, som endnu ikke er åbnet, afvikler til sommer det første kursus i skolens historie. Det kommer til at foregå lige op til Roskilde Festival, hvor op til 110 kursister kan deltage. Kurset bygger på den traditionelle højskoletanke og afholdes tæt på festivalpladsen. Det gør det muligt for kursisterne at vise, hvad de producerer gennem opholdet. Derfor inkluderer kurset også et ophold på selve Roskilde Festival, hvor der skal afholdes events og arrangementer, som ifølge forstander, Jesper Øland, giver en ny dimension på almindelig højskole: "Kursisterne skal lære noget nyt, og de skal bruge det under festivalen. En af de grundlæggende tanker bag festivalhøjskolen er netop at koble højskolens fag direkte på festivalen og dermed omsætte ord til handling og læring til praksis." Kurset er inspireret af State of Mind på Vallekilde Højskole, Augustkurset på Testrup Højskole og Ry uden filter på Ry Højskole og vil afspejle, hvad højskolen i fremtiden kan byde på.

Dansk selvcensur er svensk anstændighed

Jakob Bonde Rasmussen — Thu, 11 Mar 2010 13:43:11 GMT

I Danmark er vi er meget optagede af selvcensur, trusler mod ytringsfriheden og islam. Men hele diskussionen hviler på et forkert grundlag. To svenske meningsdannere kommenterer den danske debat om ytringsfrihed og selvcensur Af Andreas Harbsmeier Siden tegneren Kurt Westergaard blev overfaldet med en økse, har debatten om ytringsfrihed og selvcensur i Danmark igen fået nyt liv. Både i dagspressen og på den politiske arena. Formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, markerede sig med nogle voldsomt generaliserende islamkritiske kommentarer, som blandt andre Dansk Folkepartis Jesper Langballe bakkede op om i markante vendinger. På den anden front lanceredes et nyt initiativ til debat om netop ytringsfriheden, der skulle være fri for polarisering og særlige partipolitisk tilhørsforhold. Og en undersøgelse blandt medlemmer af en række kunstsammenslutninger og -foreninger blev offentliggjort i Ugebrevet A4. Den viste, at op mod halvdelen af de udøvende kunstnere mener, at ytringsfriheden er under pres, og hver ottende har en eller flere gange droppet et projekt for at undgå at krænke nogen. Men hvorfor i grunden denne mas¬sive interesse for lige netop ytringsfriheden i Danmark? Muhammed-tegninger, og hvad deraf fulgte, er den oplagte begrundelse. Men for at give den danske debat lidt perspektiv, vender vi blikket mod Sverige et øjeblik. Her er man tilsyneladende ikke så optaget af lige den debat. I Danmark bliver Sverige ofte fremhævet som skrækeksemplet. Her har man lagt låg på debatten. Ytringsfriheden er ikke reel, hedder det, og selvcensuren er massiv og forhindrer, at man får diskuteret de virkelige problemer. Højskolebladet har spurgt to markante svenske kommentatorer og meningsdannere, om det nu faktisk forholder sig sådan, og hvordan de ser på den danske debat om ytringsfrihed og selvcensur. Stefan Jonsson er kommentator og skribent ved et af Sveriges førende dagblade, Dagens Nyheter. Han har tidligere været ude med en hård kritik af den danske dagspresses debat om islam, som han mente, var præget af kulturelle stereotyper og nærmest besat af at diskutere islam. Han har skrevet om kulturel identitet, om racisme og om multikulturalisme. Han er ikke enig i karakteristikken af den svenske debat – særligt hvad angår emner som islam og ytringsfrihed: ”I stedet for at sige, at man i Sverige har lagt låg på debatten, kan man sige, at her har politikere og intellektuelle foretaget nogle andre valg i den politiske debat, end man har gjort i Danmark. Det handler om at vælge de spørgsmål, der er centrale, om at prioritere. Og spørgsmålet om selvcensur og ytringsfrihed er et spørgsmål, der ikke er blevet prioriteret i Sverige, fordi man mener, at det er mindre vigtigt end mange andre politiske sager.” Gabriel Byström, der er kulturredaktør ved den store svenske avis Göteborgs-Posten, og har været meget optaget af mediernes rolle i samfundsdebatten og de økonomiske betingelser for at bedrive journalistik. Han mener ikke, at den svenske debat undgår væsentlige emner, men snarere at der ikke er den samme hårdhed i debatten som i Danmark: ”Klichéen om den svenske offentlighed er jo, at der kun findes én politisk og intellektuel konsensuskultur. Men jeg er ikke enig i, at det forholder sig sådan. Der findes mange kommentatorer, der problematiserer centrale emner over en bred front. På den anden side, tror jeg nok, at man i Sverige mener, at den danske debat om ytringsfrihed er præget af en underliggende islamofobi.” Byström ser nogle af de samme tendenser i Sverige som i Danmark. Med fremkomsten af partiet Sverige¬demokraterna, der står til at komme ind i den svenske Rigsdag ved næste valg, vinder lignende synspunkter frem i Sverige. De er fortsat meget marginaliserede, men faren består, ifølge Byström, i, at deres synspunkter vinder indpas hos de øvrige partier. Den forkerte præmis Der er imidlertid også nogle andre forhold, der gør sig gældende, hvis man skal forsøge at forklare den måde debatten bliver ført på i Danmark. Byström peger her på et ofte overset forhold: Nemlig den økonomiske situation for de rammer, hvor debatten foregår – nemlig dagbladene: ”Det er meget vigtigt at pointere de danske avisers økonomiske situation, for at forstå den danske debat. Det er ofte et perspektiv, man glemmer, når man skal se på debatmiljøet. De danske aviser er under et massivt økonomisk pres, og lanceringen af gratis-aviserne har gjort, at der er sket en form for mainstreaming af det generelle mediebillede. Og det betyder en reducering af pluralismen i offent¬ligheden, fordi de ”gamle” aviser spiller med på den tendens. På den måde mister debatten en masse nuancer, når konkurrencen bliver hårdere.” Stefan Jonsson mener, at hele præmissen for debatten er forkert. Det grundlæggende problem i den danske debat – og en del andre europæiske lande – er, at man over en bred kam sætter lighedstegn mellem det danske og det universelle, mellem danskhed og universalisme: ”Det betyder, at enhver kritik af danskheden, af det danske samfund, den danske identitet og kultur, får man til at fremstå som en kritik af menneskehedens grundlæggende universelle værdier. Når nogen kritiserer et hvilket som helst indslag i en europæisk eller dansk forestillingsverden, så tages det som et angreb ude fra. Det betyder, at man i den danske debat ikke længere kan sætte spørgsmålstegn ved dansk kultur, og der findes ingen mulighed for at se det danske samfund som en multikultur. Men betragter man Danmark ude fra, så er det præcist lige som alle andre europæiske samfund. Men det er en fejl at betragte Danmark som en enhedskultur. Der lever de facto forskellige kulturer side om side i Danmark. Resultatet er beklageligvis, at det bliver umuligt for personer med en anden kulturel baggrund eller en anden tro at finde nogen form for repræsentation i den danske offentlighed uden at blive marginaliseret som en trussel.” Byström er ikke så overrasket over, at debatten har så stor kraft. Det er en naturlig udvikling i kølvandet på Muhammed-krisen, at langt flere beskæftiger sig med og har meninger om selvcensur og ytringsfrihed, og at det i sig selv kan forklare det markante fokus: ”Efter publiceringen af karikaturerne i Jyllands-Posten er der sket en form for uddannelse af folk, der beskæftiger sig med spørgsmålet om ytringsfrihed. Der er ganske enkelt flere, som er i stand til at byde ind i debatten. Og der findes jo alt andet lige stærke kræfter inden for islamismen, der arbejder på at indføre blasfemilove forskellige steder uden for Danmark. Med andre ord er kampen blevet hårdere – og fronterne trukket skarpere op.” Som i Frankrig Et af de steder, hvor bølgerne også er gået højt, er Frankrig, hvor man er godt på vej med et burka-forbud og er ekstremt optagede af forskellene mellem fransk kultur og islam. Og det giver ifølge Stefan Jonsson god mening at sammenligne Frankrig og Danmark.: ”Set ude fra, kan man sige, at Danmark er gået ind på, hvad kunne kalde den franske vej. Nemlig ved at man sætter lighedstegn mellem danskhed og universalisme, nøjagtig som man i Frankrig laver koblingen mellem det specifikt franske og forestillingen om menneskerettigheder. Og det betyder i Danmarks tilfælde, at enhver kritik at danskheden, at det danske samfund, den danske identitet og kultur, får man til at fremstå som en kritik af menneskehedens grundlæggende universelle værdier. De mennesker, der ikke deler den danske majoritetskultur og som ikke har en indgang til den, mangler politisk og kulturel repræsentation. Scenariet bliver lige som den værste form for den franske paternalisme, hvor man sætter lighedstegn mellem at være dansk og være menneske. Og er man ikke dansk, er man ikke menneske. Men det er ikke særligt for Danmark og Frankrig. Ser man på det internationalt, finder man de samme tendenser. I Holland findes det i vidt omfang, og i Sverige er det Sverigedemokraterne, der repræsenterer det synspunkt, om end de stadig er meget marginaliserede.” ”Hvis man ikke har adgang til den nationale kultur og sprog, så hører man ikke til. Det er en paradoksal sammenblanding af en på den ene side en restriktiv kulturel identitet og på den anden side en universalistisk definition af mennesket. Det er en form for kortslutning mellem identitetspolitik og universalisme.” Er de, der repræsenterer disse synspunkter, så løsrevet for nogen form for realitet? Er der ingen reel trussel mod ytringsfriheden – eller stigende tendens til selvcensur? ”Ja, der mangler forbindelse til virkeligheden. Og nej, ytringsfriheden er på ingen måde truet i Danmark. Der har ikke været nogen generel trussel mod ytringsfriheden. Der været trusler mod specifikke individer fra specifikke personer eller grupperinger. Og der findes jo modtræk i den danske lovgivning mod den slags. Men at påstå, at der skulle findes en generel ideologisk trussel mod ytringsfriheden i Danmark eller noget andet EU-land, er bare dumt. Det er også en farlig påstand, men en ideologisk effektiv påstand, der gør, at enhver kritik mod den dominerende majoritetskultur, bliver en trussel mod menneskerettigheder, ytringsfrihed og demokrati. Når enkelte forfattere eller andre trues, så findes der en lovgivning, og den lovgivning fungerer. Det skal ses som kriminelle handlinger – og behandles derefter – og ikke ses som en principiel trussel. Den principielle trussel mod ytringsfriheden kommer snarere fra den anden side. Nemlig at man ikke giver plads i offentligheden til de marginale eller afvigende røster, som findes. Det er den samme logik, hvormed man frasorterer visse repræsentanter og grupperinger, der er uforenelige med den danske kultur eller offentlighed. Det kan på sigt betyde, at ytringsfriheden og demokratiet kommer under pres i de europæiske lande.” De liberale Meget af den svenske kritik af Danmark retter sig mod den holdning, der findes i den populistiske tendens – som hos eksempelvist Dansk Folkeparti. Men markante stemmer fra den borgerligt-liberale fløj blander sig også i vidt omfang i ytringsfrihedsdebatten i Danmark. Her er udgangspunktet ikke nationalistisk, men ifølge Stefan Jonsson begår man på den fløj en anden fejl: ”Når synspunktet fremføres fra liberalt hold, så tror jeg, at det beror på, at man har en dogmatisk opfattelse af ytringsfrihed: Nemlig at alt, som kan siges, også bør siges. Men formålet med ytringsfrihed er ikke, at alt skal siges. Ytringsfrihed handler om, at der skal være en offentlig samtale eller demokratisk debat, hvor alle synspunkter om politiske og sociale processer skal kunne siges. Det er grundlaget for det liberale demokrati. Man skal ikke forveksle det med et alment ønske om, at alle mennesker skal fremføre deres inderste tanker og ønsker i offentligheden. Den offentlige samtale har altid bygget på en vis portion selvcensur. Hvis man forveksler ytringsfriheden med enhver kunstner eller politikers ret til at vælte ud med sine fordomme, så har man gjort de liberale principper til et dogme. Og det er historisk set et tilbageslag for de selvsamme liberale principper. Ytringsfrihed har aldrig eksisteret i ren dogmatisk form.” ”Det er det samme problem i alle europæiske lande, men det er jo et spørgsmål om kvantitet. For mig at se er det politikernes og meningsdannernes valg at prioritere de marginaliseredes ytringsfrihed i forhold til majoritetskulturen. I stedet har man i Danmark valgt at prioritere majoritetens ret til at sige hvad som helst om minoriteterne. I Sverige er det omvendt. Selve præmissen for kritikken af, at der i Sverige ”lægges låg på” debatten, er falsk. For samfundet bygger på, at mennesker ”lægger låg på”. Ellers ville samfundet slet ikke være muligt. Selve spørgsmålet om selvcensur er også falsk. Hele forestillingen om, at alt som tænkes skal ud i offentligheden, er jo en helt forkert ide. Det er jo indlysende, at alle mennesker i samfund vælger, hvad der bør siges, og ikke siger alting, der kan siges. Som individ, som forfatter eller som politiker, så vælger man sine kampe, sine debatter, sine stridigheder, sine prioriteter. Så de har et stort ansvar for, hvordan den politiske debat og kulturdebatten føres. Kulturen bygger lige så meget på fortrængning som på, at alting kommer til udtryk. Civilisationen bygger jo et langt stykke hen ad vejen på, at man fortrænger de destruktive elementer, som findes.”

DF’er med høj PH-værdi

Jakob Bonde Rasmussen — Thu, 11 Mar 2010 13:43:11 GMT

INTERVIEW ”Tør du være dansk?”, spørger DF’eren Ole Hyltoft i sin seneste essaysamling. Som næstformand i Danmarks Radios bestyrelse har den afhoppede socialdemokrat af sit nye parti fået en vital platform for sin kulturkamp. En kamp for frisind, folkeoplys- ning og kulturel højnelse, som den 74-årige forfatter har udkæmpet offentligt i mere end et halvt århundrede Af Johs Lynge og Martin E. O. Grunz Kort efter folketingsvalget i 2005 talte Ole Hyltoft med arbejderdigteren Oskar Hansens søn, som fortalte, at han havde studset ved reportagerne fra Christiansborg på valgaftenen. ”Han havde set Socialdemokraterne, der sang ’Når jeg ser et rødt flag smælde’, og Dansk Folkeparti som sang ’Danmark for folket’, to af Oskars sange. Og han vidste søreme ikke, hvem der mente det mest,” fortæller Ole Hyltoft. Selv har Hyltoft efter flere års flirt med Dansk Folkeparti fundet, at de varetager den socialdemokratiske arv bedst. Og derfor synger han gerne med på ’Danmark for folket’ hos DF i dag. Især strofen om ”De friheds lyse skanser / som vort folk bygger på”. For frihed, folkelighed, danskhed og kulturel højnelse er for Hyltoft forbundne størrelser. Det ses helt ud i hans hjem. Det er en bjælkehytte, der ligger tilbagetrukket i sommerparadiset Tisvilde. Haven er velplejet og anlagt med nordiske æblesorter. Indenfor hænger der nyere dansk kunst på væggene af både cobra-malere og Muhammed-tegnere, og den resterende vægplads udfyldes af bogrækker med mange danske klassikere og aktuelle debatbøger iblandt. Hyltofts hjem emmer på én gang af gedigne danske traditioner og personlige provokerende valg. Ole Hyltoft skrev sin første bog ”Tør du være fri?” for cirka fyrre år siden. En udfordrende debatbog, som trækker på inspiration fra kulturradikalismen fra en tid, hvor man i Danmark, ifølge Hyltoft, levede i et ”stift” samfund, hvor blandt andet abort og pornografi var forbudt og nøgenbadning og andre former for praktiseret frisind var alt andet end velset blandt den brede befolkning. Her øvede en kulturradikal hovedfigur som Poul Henningsen betydelig indflydelse på den unge Ole Hyltoft, og på PH’s ældre dage udviklede det sig sågar til et personligt bekendtskab, hvor den aldrende arkitekt og kulturkæmper kom og lånte bøger hos Hyltoft. Men vil man forstå Ole Hyltofts tænkning og motiver, må man kende lidt til hans kulturelle udgangspunkt, hvilket vil sige hverdagen i arbejderbevægelsen. Parti og kulturbevægelse ”Dengang jeg som ganske grøn kom ind i Socialdemokratiet, var det mere end et parti. Det var et helt samfund, som man levede i – og det var frem for alt en kulturbevægelse. Det var mærkeligt, hvis man var arbejder og ikke var socialdemokrat. Vi havde partiet, som tog de politiske kampe, vi havde fagforeningen, som arbejdede for acceptable livsvilkår, og så havde vi forskellige foreninger, for eksempel Arbejdernes Oplysningsforbund og Arbejdernes Radioklub, forlaget Fremad og A-pressen, som ville udvikle den kultur, man havde. Man arbejdede for et samfund, der skulle være mere renfærdigt – og levede for så vidt hver dag i fosteret til det samfund ved at være socialdemokrat”. Et perle-eksempel på et forgangent parallelsamfund? ”Det var også et pionérsamfund, som der lå en ”kulturel højnelse” i - for at bruge et Stauning-udtryk. Den højnelse tog man ind i eksempelvis Danmarks Radio gennem det folkelige arbejde i Arbejdernes Radioklub. Man forestillede sig, at parallelsamfundet skulle udvikle sig til at blive det almindelige samfund. Man skulle væk fra kapitalismen, og derfor var det vigtigt at udvikle et medmenneskeligt moralsk alternativ i form af den socialdemokratiske tankegang, hvor man eliminerede udbytningen. Socialdemokratiets samfund var fremtidens samfund”. Socialdemokratiet var jo samtidig pragmatisk. De accepterede kapitalisme, kirken og monarkiet? ”Man kan ikke lave et samfund om i modstrid med befolkningens ønsker. Det synes jeg heller ikke, at man skal prøve på - det ender i undertrykkelse. For eksempel kuppede bolsjevikkerne sig jo til magten i Rusland mod befolkningens ønsker. Det vigtige er, at der var en vision i det gamle Socialdemokrati, som var renfærdig. Men man ville også blande. Der eksisterede en selvstændig kultur i arbejderbevægelsen, som havde noget at gøre med den væremåde som de gamle bønderkarle, der drog ind fra landet, havde. Det blev så til Socialdemokratiet, som havde sin egen selvstændige folkelige kultur og moral. Og man forestillede sig, at den kultur, med billedkunstnere og digtere og det hele, skulle indgå i den almindelige kultur. Men man ønskede, at det bedste - og det sjoveste - fra den borgerlige kultur skulle indgå i arbejderkulturen og danne grundlag for en ny fælles kultur.” Skete det? ”Det gjorde det et stykke vej. Men i 1970erne skete der det, at der kom en nymarxistisk bevægelse, som ville have, at arbejderkulturen skulle forstøde den borgerlige kultur. Og det var egentlig ikke arbejderkulturen, det var en doktrinær udlægning af den, som da også blev kaldt socialistisk eller revolutionær kultur. Sådan så de gamle socialdemokrater aldrig på det. De ville have, at Socialdemokratiet blev en del af det bedste, som det danske samfund havde skabt gennem tiderne”. Dagens sande socialdemokrater Ole Hyltoft sætter en ære i fortsat at føre kulturarven fra de gamle socialdemokrater videre. At det i dag bedst gøres med fødderne plantet hos Dansk Folkeparti provokerer mange, der ligeledes væmmes ved at høre DF’s stifter og formand sige ”Vi er nutidens ægte socialdemokrater”, hvilket Pia Kjærsgaard gjorde på landsmødet i Herning i efteråret. Og på forrige landsmøde lanceredes sloganet ”Rigtige socialdemokrater stemmer på Dansk Folkeparti”. Vil partiformanden hente yderligere inspiration til sit ”socialdemokratiske projekt”, kan hun passende kigge i ”Tør du være dansk”, der bærer undertitlen ”Oder til fællesskabet”. For i dag er Ole Hyltoft mere optaget af at understøtte den nationale sammenhængskraft end af at frisætte den enkelte dansker med kulturradikalt tankegods. Dansk Folkeparti er for Hyltoft en kulturbevægelse, der aktivt værner den nationale identitet mod globalismens overfladiske forråelse. Understreget af Pia Kjærsgaards udtalelser for nyligt, hvor partiformanden refererede til Stauning og hans kulturelle højnelses-projekt som lig sit eget. ”DF er en bevægelse, der respekterer den nationale kulturarv. Og det er en bevægelse, hvor formanden er trådt aktivt ind i kulturlivet som medlem af Folketingets kulturudvalg. Det erindrer jeg ikke, at nogen anden formand for noget politisk parti har gjort. Så jeg tror, at der er en gryende kulturbevidsthed- og interesse, fordi DF sætter værdier højt. Det er på den måde i højere grad en værdibevægelse, herunder også en kulturbevægelse, end det er en økonomisk bevægelse,” tolker Hyltoft. Hvilket måske forklarer Helle Thorning-Schmidt og co.’s aktuelle problemer med at tale til den socioøkonomiske indignation hos Socialdemokratiets frafaldne vælgere hos DF. Men gjorde det alligevel ondt at forlade det fædrene parti efter 5 årtier? ”Ja, det gjorde det. Jeg var ked af det, men sådan er det. Det havde truk¬ket for længe ud. Ledelsens forræderi over for det menige, det almindelige og det folkelige – det blev for meget efterhånden. Jeg skrev jo 20, hvis ikke 25, advarsels-kronikker i Ekstra Bladet, Politiken og Jyllandsposten. Første gang i 1986. Der skriver jeg en kronik, hvor jeg blandt andet tager afstand fra ulighed, barbari og ufrihed i Islam. De kritiske kronikker forblev ubesvaret af partiledelsen.” Bortblevne metaforer I en ikke umoden alder blev Ole Hyltoft to år tilbage udpeget af Dansk Folkeparti til hvervet som bestyrelsesmedlem i Danmarks Radios bestyrelse. En post, som de to Søren’er - Krarup og Espersen - tidligere har bestridt før deres indtog i Folketinget. I februar blev Hyltoft forfremmet til næstformand og fra denne betroede post viderefører Ole Hyltoft nu sin kulturkamp for fuld styrke. Fra og med april måned også som medlem af DF. Modsat majoriteten af bestyrelsesmedlemmerne, går han ikke stille med dørene i debatten og påpeger gerne fejl og mangler i forhold til enkelte udsendelser og overordnede politiske og kulturelle dagsordner, som han mener DR bør dække bedre. I sommer vakte det røre i offentligheden, da Hyltoft i to omgange gik i rette med DR’s ledelse, da P1-programmet ”Sproglaboratoriet” satte fokus på skadedyrsmetaforer i den offentlige debat. Han mente, at hans partiformand Pia Kjærsgaard fik en så uretfærdig behandling, at DR-ledelsen fluks måtte rykke ud med en undskyldning og en berigtigelse. En korrektion, som han sidenhen også gjorde ophævelser over med det resultat, at programmets passage om skadedyrs-metaforer på DR’s eget initiativ blev fjernet fra den version, der kan høres på P1’s hjemmeside.´ ”En lytter kontaktede mig og sagde, at han aldrig kunne drømme om at stemme på DF. Men han vidste dog, at Pia Kjærsgaard heller aldrig kunne drømme om at sige, at de fremmede formerer sig som rotter. Derfor fulgte jeg op på det, selvom jeg ikke på det tidspunkt havde hørt det pågældende program,” siger Ole Hyltoft om en sag, han ikke har mere at sige om. Det har han til gengæld om den tendens i DR, som han mener, at sådan en sag er udtryk for ”Den nedladende behandling af Pia Kjærsgaard minder mig om den måde, man i overklassen omtalte socialdemokrater for 60 år siden. Samme hånlige behandling får DF’ere i dag. Det er dog ikke så slemt som for 4-5 år siden, men de får fortsat jævnligt med grovfilen hos DR. At det minder mig om min egen slægts oplevelser med borgerskabet i fordums tider er én ting. Men jeg får løbende breve fra folk, der ikke vil betale licens, fordi de ikke føler, at DR er fair over for eksempelvis DF.” Farlig radio ”Der skal være plads til både bekræf¬tende og udfordrende programvirksomhed. Og når man udfordrer, skal man have præmisserne i orden. I den første radiolov fra 1926 lød det, at DR var forpligtet på at oplyse, skabe kultur og at være alsidig. På alle tre punkter er der problemer i dag, men især alsidigheden lader meget tilbage at ønske. Helligånden i DR ligger i dag tæt på de radikales holdning. Man skal turde tage alle ind, der ved noget og ikke kun bruge Tøger Seidenfaden, når det drejer sig om eksempelvis Islam.” Man bruger vel først og fremmest de universitære islameksperter? ”De politisk korrekte stuerene forskere som for eksempel Jørgen Bæk Simonsen, ja. Men der findes jo en masse mennesker, der ved noget om Islam, som aldrig bliver brugt.” Men mange af de islamkritikere, som du savner at høre hos DR, er jo autodidakte debattører, der udtaler sig uden akademisk vægt om fænomener, der angår islamforskningen. Skal man ikke som journalist og redaktør sondre mellem sagkundskaben og mere eller mindre professionelle polemikere i form af læserbrevsskribenter, bloggere og kommentatorer af forskellig kaliber? ”Man behøver jo ikke at have haft næsen nede i koranen i 28 år for at ytre sig om Islam. Men det er ikke så slemt, som det har været i DR,” siger Hyltoft, der for eksempel for nylig lagde øre til et længere portrætpogram på P1 om islamisme-professoren Mehdi Mozzafari, som ikke lægger fingrene imellem i sine beskrivelser af, hvad for en fjende det frie sekulære verdenssamfund står over for. Flow i tomhedslommen For Ole Hyltoft er public service-virksomhed altså forpligtet på alsidighed og meningspluralisme, hvilket for ham må have praktiske konsekvenser. Derfor ønsker han en anden ansættelsespolitik end den nuværende. ”En journalist behøver ikke at løbe fra sin holdning. Det er DR’s opgave at sikre pluralismen. Derfor skal de ansætte journalister med forskellige meninger,” siger Hyltoft i sit fortsatte forsvar for en frisindet debat, som han har kæmpet for under forskellige faner i 55 års offentlig kulturkamp. Men vi skal jo også have noget at debattere. Overser du ikke det element, der hedder uafhængig kritisk journalistik baseret på faglighed, fairness og nysgerrighed i dine bestræbelser på politisk styring af journalistikken af hensyn til alsidigheden og folkeflertallets forventninger, hvorved for eksempel begrebet ”farlig radio” udvandes? ”Willy Reunerts socialt engagerede radio-montager trængte ind bag ved, hvad folk faktisk tænkte - og ikke bare ved hvad de sagde...” Undskyld afbrydelsen. Men er det så ikke problematisk, at P1 nedlægger programmer som ”Dokumentar-zonen” med længere radiomontager og i stedet introducerer livsstilsorienterede program-koncepter som ”Netværket” og ”Coaching”, der primært henvender sig til et segment af veluddannede storbyboere i 30erne og 40erne? ”Jo, meget af det reportagestof, der kommer ind i Bomholts tid som radiorådsformand - hvor det ikke kun handlede om at tilfredsstille folk og underholde dem med stof, der levede op til deres forventninger – savner vi i dag.” Noget tyder på, at der ikke er megen vilje på P1 i dag til at fastholde og udvikle de eksperimenterende og dybdeborende programmer, der går ind og afdækker et miljø og et stofområde. Det tager jo nogen gange mere end 25 minutter og kan ikke altid indordnes i et program-flow, som presses ned ovenfra? ”Ja, det skal vi have gjort noget ved. Og værre endnu svigtes også litteraturen i den negative udvikling. Det er en kulturtomhed af en anden verden, at man ikke længere har oplæsninger i radioen. På tv-siden er der ikke en ordentlig dækning af billedkunst og arkitektur på trods af, at tv ellers er et velegnet medie til det formål. Der er generelt for meget tomgang i DR, hvor kvalitetsbevidstheden og oplysningsmomenterne mangler. Værst står det til med DR1, hvor eksempelvis ”Hammerslag” kun handler om, hvad folks bolig koster. Det kunne jo også handle om stilarter inden for boligarkitekturen som funktionalisme og så videre. Og DR1’s drama-serier tager udgangspunkt i, hvad man tror folk gerne vil underholdes med. I gamle dage udfordrede man også folk i DR’s drama-afdeling. Det savner man i stangtøjsagtige krimidramaer som ”Forbrydelsen” og ”Livvagterne. Jeg er i øvrigt enig med Søren Espersen i hans kritik af serierne,” tilføjer Ole Hyltoft, der har mange konkrete kritikpunkter vedrørende DR’s programpolitik. Dog finder han grund til optimisme i forbindelse med det formandsskift i DR-bestyrelsen, der placerede den forhenværende direktør for Det Kongelige Teater Michael Christiansen i spidsen for den bestyrelse, som Hyltoft nu er næstformand for. ”Jeg tror, at den ny formand er en kvalificeret herre, der er enig med mig i mangt og meget. Det var svært at trænge i gennem med noget til hans forgænger i formandsstolen (den fyrede Mogens Munk-Rasmussen, red.). Så lad os nu se, om vi ikke kan komme ud af tomhedslommen med Michael Christiansen,” lyder det forhåbningsfuldt fra Hyltoft i bjælkehytten.

Den længste venteliste er grønlandsk

Jakob Bonde Rasmussen — Thu, 11 Mar 2010 13:43:11 GMT

Trods den trange økonomiske situation fortsætter Knud Rasmussens Højskole dette forår – desværre kun med 20 elever, da det er det eneste, der kan hænge sammen for skolen. Rigtig ærgerlig, siger formand for skolens Advisory Group, H.C. Nielsen, til den grønlandske avis Sermitsiaq, da det har vist sig, at elever fra skolen rent uddannelsesmæssigt klarer sig rigtig godt fremover. Der har da også været hele 265 elever, som har søgt om optagelse. Skolen vil fremover arbejde mod en mere miljørigtig højskole, som blandt andet indbefatter et solfangeranlæg.

Landmandshøjskole i Rødding

Jakob Bonde Rasmussen — Thu, 11 Mar 2010 13:43:10 GMT

Rødding Højskole har fået stablet en succes på benene i form af et ugekursus til landmænd, der af den ene eller anden grund ikke længere skal hverve sig i landbruget. »Sporskifte fra bedriften til nye bedrifter« hedder kurset, som ligger 18.- 22. januar. Hensigten med kurset er, at landmændene får mulighed for at høre foredrag, tale sammen og tid til at tænke over, hvad de har lyst til at beskæftige sig med i fremtiden. Gert Karkov, tidligere viceformand for Dansk Landbrug, siger til Jydske Vestkysten, at han tror, at grunden til, at man allerede kan kalde kurset en succes hænger sammen med, at det forgår på en højskole. Han er kursusvært og solgte selv sin gård for et år siden og mener, at det generelt er svært for landmænd at finde ud af, hvad livet fremover skal bringe, når man ikke længere skal være landmand. Indtil videre er over 100 landmænd tilmeldt kurset.

Højskoleelev skudt

Jakob Bonde Rasmussen — Thu, 11 Mar 2010 13:43:10 GMT

På en svensk højskole i Ljungskilde nær Göteborg udbrød der panik, efter en elev havde optrådt truede over for de andre elever. Eleven, som ifølge personalet på skolen er psykisk syg, gik på et et-års kursus på skolen, hvor han i går morges pludselig truede nogle af de andre elever med en kniv. Derefter låste han sig inde på et toilet, hvor han ifølge nogle af lærerne på skolen skar sig selv i maven. Politiet blev tilkaldt og mødte talstærkt op. Da de forsøgte at få drengen ud fra toilettet, truede han også dem med kniven, og det endte med, at politiet følte sig nødsaget til at skyde ham i benet for at sikre, han hverken gjorde skade på sig selv eller andre. Drengen er nu indlagt på det nærmeste hospital.

Mands Minde foredrag er begyndt - nå med til de sidste syv

Jakob Bonde Rasmussen — Thu, 11 Mar 2010 13:43:10 GMT

Mands Minde foredragene er dette år med musikeren og forfatteren Peter Bastian. Det første foredrag er allerede løbet af stablen, men de resterende otte kommer til at foregå hver torsdag undtagen den 18. februar. Det vil sige, at næste foredrag er i aften. Mands Minde foredragene er oprindeligt startet af Grundtvig, som i 1830erne holdt en række foredrag, hvor han kædede sin egen personlige historie sammen med den store danske samtidshistorie. Det er stadigt dette koncept, Mands Minde foredragene tager udgangspunkt i. Foredragene foregår i Grundtvigsk Forum på Vartov i København. Man kan læse mere her: http://grundtvig.dk/

Endnu en skole må lukke

Jakob Bonde Rasmussen — Thu, 11 Mar 2010 13:43:09 GMT

Haslev udvidede Højskole mistede mellem efterårsholdet og forårsholdet livet, da det viste sig umuligt at udfylde det lange kursus her til foråret. Det har lang tid været svært for skolen at tiltrække elever nok, og i en pressemeddelelse siger skolens bestyrelsesformand, Mogens Larsen, at ”som følge af vigende elevtal igennem længere tid er dette desværre ikke længere muligt, og med beslutningen om at arbejde for en afvikling af højskolens aktiviteter ønsker bestyrelsen på ansvarlig vis at give mulighed for, at skolens rammer fremadrettet kan blive benyttet til lignende formål.”

Grønlandsk deroute

Jakob Bonde Rasmussen — Thu, 11 Mar 2010 13:43:09 GMT

De to grønlandske højskoler, Knud Rasmussenip Højskolia i Sisimiut og Sulisartut Højskoliat i Qaqortoq, er lukningstruet trods lange ventelister. Eleverne strømmer til de to skoler. Der har været hele 436 ansøgere, men kun 40 er blevet optaget. Problemet skal findes i økonomien, hvor der er røde tal på bundlinjen. Begge skoler har millionunderskud, og i Finansloven for 2010, som for nyligt blev vedtaget, var der ikke ekstra bevillinger til højskolerne på budgettet. Tværtimod vil bevillingen falde med tre millioner i løbet af de næste par år. Hvorvidt skolerne kan lade deres forårskurser starte er endnu uvist.